Allergi og overfølsomhed kan ramme en i alle aldre. Faktisk oplever hver 10. dansker hvert år at få en reaktion i form af allergi og overfølsomhed og op mod 25 % af befolkningen døjer med allergi i en eller anden grad.
Unge bliver i stigende grad ramt uden at det vides præcist hvorfor. Der findes desværre ingen kur, som kan helbrede allergi. Men hvis man reagerer på sine symptomer og får den rette behandling, kan allergien og overfølsomheden holdes i skak, så den ikke påvirker ens dagligdag og forringer livskvaliteten.
Hvad er allergi og overfølsomhed?
Allergi og overfølsomhed viser sig ved, at kroppen reagerer på stoffer, som den ikke kan tåle. Som oftest er stofferne ufarlige, men symptomerne, som kommer i form af generende og ubehagelige allergiske reaktioner, kan gøre dagligdagen svær at komme i gennem. Der er forskel på allergi og overfølsomhed. Hvis kroppens immunforsvar er involveret, er der tale om allergi. Er immunforsvaret ikke involveret betegnes overfølsomheden som intolerance.
Symptomer på allergi og overfølsomhed
De typiske symptomer på allergi og overfølsomhed viser sig ved nys, løbende eller stoppet næse, eksem, røde kløende øjne og øjne der løber i vand. Du kan også få en kradsende fornemmelse i halsen og måske have svært ved at trække vejret. Overfølsomhed kan udløses ved indtagelse af visse fødevarer såsom gluten, æg, mælk eller nødder. Dette kaldes for intolerance. Mængden af den givne fødevare kan have betydning for, hvorvidt din krop udløser en reaktion. Symptomer på fødevareintolerance kan vise sig ved for eksempel kløe i svælget, mavesmerter, rødme, kløe, oppustet mave eller hyppige toiletbesøg.
Typiske allergener som udløser din allergi og overfølsomhed:
- Pollen (fra træer, blomster, ukrudt eller græssorter)
- Kæledyr (f.eks. pels fra hund eller kat)
- Husstøvmider
- Mug og skimmelsvampe
- Fødevarer
Hvis du døjer med allergi, er dine slimhinder ekstra følsomme og derfor er der stor sandsynlighed for, at du ligeledes reagerer på parfume, tobaksrøg/passiv rygning og forurening.
Hvornår opstår de første symptomer?
De fleste får deres første allergiske symptomer i barndommen. Intolerance, såsom glutenintolerance, opstår som oftest i starten af voksenlivet. Sandsynligheden for at udvikle allergi og overfølsomhed er større, hvis begge forældre lider af allergi. Faktisk er der op til 50 % risiko for at arve allergi og overfølsomhed fra forældrene.
Hvad kan du gøre for at mindste dine gener?
Hvis du har mistanke om allergi og overfølsomhed, kan du blive undersøgt og testet hos din egen læge. Testen foregår ved, at du får foretaget en priktest, hvor lægen prikker i huden med en lang række kendte allergiudløsende stoffer. Du får som regel også taget en blodprøve for at måle IgE-antistofferne i blodet.
Du kan først og fremmest mindske dine gener ved at undgå de ting, som udløser din allergi. Døjer du for eksempel med støvmideallergi, kan du afhjælpe symptomerne ved hyppigt at skifte dit sengetøj, regelmæssig støvsugning og skille dig af med eventuelle gulvtæpper. Lider du af pollenallergi, kan du selvfølgelig ikke undgå at færdes udendørs, men skal i stedet afhjælpes medicinsk. Der findes en lang række medicinske behandlinger, som kan købes i håndkøb eller på recept.