Er du en af de mange danskere, som har et røgfrit liv øverst på nytårsforsætlisten? Så bør du læse videre i denne artikel, der vil guide dig, så du bliver i stand til at holde dit rygestop. Rygning er nemlig ikke kun skadelig for dig selv, men også dine medmennesker og omgivelser.
Derfor er det værdifuldt at droppe cigaretterne
Det er ikke nogen hemmelighed, at du som ryger har markant større risiko for at udvikle kræft, lunge- eller hjerte-kar-sygdomme. Men et rygestop kan også gavne dig på andre områder end ved blot at mindske risikoen for, at du udvikler livstruende sygdomme. Ved at stoppe din rygning vil du nemlig helt overordnet få en langt sundere krop.
Med et rygestop vil du komme til at opleve at have lettere ved at dyrke motion, da din kondition bliver væsentligt forbedret, når dine lunger ikke længere er fyldt med de usunde partikler og røgen fra cigaretterne. Derudover vil du også erfare, at du vil have lettere ved at løbe, gå og tage trapperne, fordi du ikke længere bliver lige så forpustet som tidligere. Din lungekapacitet vil nemlig hurtigt blive forbedret, når cigaretterne lægges på hylden.
Mange oplever desuden også, at deres livskvalitet øges, når de ikke længere er bundet af afhængigheden til smøgerne, som oftest følger med den usunde vane.
Dine lunger bliver langsomt bedre og stærkere
Når du stopper med at ryge, vil dine lunger med det samme være tobaksfri, men de skader, som smøgerne har været årsag til, vil altså fortsat være der. Dog vil du allerede efter et døgn have markant mindre risiko for at få en blodprop, og din blodforsyning i kroppen vil efter et par måneder være meget bedre. På samme tid vil du føle et større overskud, og en mindre stresset hverdag end du havde før.
En anden vigtig viden er også, at du efter fem år uden cigaretterne vil ligge i samme risikogruppe for at få en blodprop i hjertet, som en der aldrig har røget før, og efter ti år vil risikoen for at du dør af lungekræft være den samme som hos en ikke-ryger. Der er altså mange fordele ved at stoppe rygningen, hvis du ønsker et godt og sundt helbred.
7 gode råd til dig, der vil stoppe med at ryge
Det er ikke let at stoppe med at ryge, og rigtig mange har brug for hjælp til at lykkes med deres rygestop. Netop derfor giver vi dig herunder 7 gode råd til, hvordan du holder dit rygestop.
- Tag den endelige beslutning om at stoppe med at ryge og sæt en stopdato for dit rygestop.
- Fjern alt, hvad der kunne minde dig om rygningen dagen før stopdatoen.
- Skriv de tre vigtigste grunde til at stoppe med at ryge ned og lav en plan for, hvad du vil gøre for at håndtere abstinenser, så du ikke påbegynder rygningen igen.
- Fortæl til alle du kender, at du er stoppet med at ryge, så de kan holde dig op på det.
- Husk på at din rygetrang kommer og går, og vær stolt af dig selv over at overvinde trangen.
- Lad vær med at kaste håndklædet i ringen, hvis du falder i, og skynd dig i stedet op på hesten igen.
- Overvej, hvordan du kan holde rygestoppet i fremtiden, så det ikke blot bliver en engangsforestilling.
Få et succesfuldt rygestop med hjælpemidler
Synes du, at det kan være svært at stoppe med at ryge uden hjælpemidler? Så har flere undersøgelser faktisk vist, at behandling med nikotinerstatning fordobler succesraten ved rygestop. Nikotinerstatning er især god til dig, som ryger 10-15 smøger eller mere om dagen.
Disse nikotinprodukter i form af tyggegummi, næsespray, plaster og inhalator kan du finde receptfrit på et apotek online, hvor du også kan få gode råd og vejledning til et godt rygestop af farmakonomerne og farmaceuterne på chatten.
Held og lykke med dit rygestop!