traet-dreng

8 grunde til at du altid er træt og uoplagt

af Redaktionen
10. juni 2020
Kommentarer 0

De fleste unge kan nikke genkendende til de dage, hvor man er meget træt og ikke har det store overskud. Det kan være, fordi man ikke har fået nok søvn natten forinden, hvilket gør, at man føler sig træt og uoplagt. Der kan dog også ligge en række andre årsager til grund for, at du føler dig træt, og selvom mangel på søvn kan være synderen til din træthed, er det ikke nødvendigvis altid tilfældet.

Føler du dig ofte træt, kan det være en god idé at læse med her. Måske finder du ud af, at årsagen til din træthed ikke er den, du troede den var.

Du bevæger dig ikke nok

Motion og træning giver energi til kroppen. Selvom du brænder energi af, når du løber, cykler, træner eller bare går en tur, får du også energi tilbage i kroppen. Det kan ikke mærkes lige med det samme, og ofte kan du føle dig helt udmattet efter en hård løbetur. Efter noget tid vil dit energiniveau dog blive større, og du vil få mere overskud og være mindre træt.

Næste gang du føler, at du ikke har overskud til at motionere, så overvej det lige en ekstra gang, da det i sidste ende kan komme dig selv og din krop til gode.

Du sover for lidt

Den vigtigste årsag til træthed er for lidt søvn. Undersøgelser viser, at unge ikke får den søvn de har brug for, og faktisk skal du som ung have mellem 8-10 timers søvn hver nat.

Det kan derfor være en god idé at prøve at gå lidt tidligere i seng om aftenen, så det passer med at du får mellem 8-10 timers søvn, inden du skal op. Dermed vil du også føle dig mere frisk og veludhvilet.

Du har jernmangel

Træthed kan i mange tilfælde også skyldes en mangel på jern i kroppen. Jern er vigtigt for dit energiniveau, og har du jernmangel vil du i højere grad føle dig træt, irriteret, energiforladt og have svært ved at holde fokus.

På et apotek online kan du finde jerntilskud, der kan hjælpe med at give dig den mængde jern din krop har brug for til at opretholde et normalt energiniveau. Er du pige, kan din jernmangel skyldes meget kraftige blødninger i menstruationen. Hvis du har mistanke om dette, bør du kontakte din læge.

Du drikker ikke nok vand

Hvis du ofte føler dig træt, kan det skyldes, at du ikke drikker tilstrækkeligt med vand. Hvis ikke du får nok vand, kan din krop så småt begynde at dehydrere, og det kan gå ud over dit energiniveau.

Sørg derfor for at drikke 1 til 1 ½ liter vand om dagen. Dermed bliver du mere frisk og kan holde dit energiniveau oppe og holde din krop sund.

glas-vand

Du spiser usund kost

Den mad du spiser har en stor indflydelse på, hvordan hele din krop fungerer. Sukker og fed mad er tomme kalorier, som kan få dit blodsukker op hurtigt, men som efterfølgende får dit blodsukker til at dale. Det gør, at du får mere energi nu og her, men kort tid efter vil dit energiniveau falde igen.

En sund og varieret kost hjælper med at stabilisere dit energiniveau, så din krop ikke pludselig crasher. Husk desuden at spise både morgenmad, frokost og aftensmad, da det holder dit blodsukker stabilt hele dagen.

Du sætter for høje krav til dig selv

Rigtig mange unge sætter alt for høje krav til sig selv. De er såkaldt perfektionister, der stræber efter at være perfekte i alt, hvad de foretager sig. Når man er perfektionist knokler man hårdt for at nå urealistiske mål, og tillader ikke sig selv at slappe af, før det er perfekt. Det kan være meget energikrævende, og gøre at du føler dig træt.

Er du perfektionist og sætter du for høje krav til dig selv, bør du i stedet forsøge at slække lidt på kravene til dig selv og sætte mere realistiske mål. Det vil kunne give dig mere energi og tilfredshed, når du løser en opgave og derefter kan slappe af med god samvittighed.

Du bekymrer dig for meget

Bekymringer er meget tærende for din energi, da hjernen bruger meget energi på at tænke. Hvis du hele tiden går og bekymrer dig om, hvad andre tænker om dig, hvordan du skal komme ind på dit drømmestudie, eller hvorfor du ikke har en kæreste, vil du meget hurtigt blive drænet for energi. Prøv derfor at lade være med at bekymre dig så meget og slap af. Alt skal nok løse sig i sidste ende.

Du er stresset

Det kan være helt fint at have perioder, hvor du har lidt mere travlt end ellers. Men hvis du hele tiden har travlt, og din krop hele tiden skal køre i højt gear, kan du risikere at få stress og køre dig selv helt ned. Stress kan derfor tære dig for energi og gøre dig træt og uoplagt.

Derfor er det vigtigt, at du sørger for at holde pauser, slapper af og giver dig plads til at falde ned og trække vejret indimellem. Husk også at det er helt okay at sige nej til både venner, arbejde og fritidsinteresser. Det vigtigste er, at du passer på dig selv.