Hong Kong

Mangler du inspiration til destinationer på din sabbatårsrejse? Så er Hong Kong et godt bud

af Redaktionen
4. februar 2020
Kommentarer 0

Sidder du og skal planlægge din kommende sabbatårsrejse, og mangler du lidt inspiration til at vælge destinationer på rejsen?
Så bør du overveje at tilføje Hong Kong til din liste. For selv om Kina i øjeblikket er ramt af coronavirus, så bør det om nogle måneder igen være muligt at rejse dertil, når de har fået kontrol over virussen.
I hvert fald er Hong Kong værd at overveje, hvis der stadig er et stykke tid til, du skal afsted. Bliv klogere på hvorfor i artiklen nedenunder.

Et væld af forskellige oplevelser

Kinesisk drage

Hong Kong er et skønt mix af engelsk og kinesisk kultur, og byder på et væld af forskellige oplevelser, uanset om du har planlagt at være der i mange- eller blot få dage.
Turen til Hong Kong tager cirka 11 timer direkte fra København, og faktisk er det muligt at besøge byen hele året rundt. Dog vil de fleste foretrække forår eller efterår, da temperaturerne på dette tidspunkt er mere behagelige, og fordi at der fra maj til september falder en del regn.
Hong Kong kan nemlig være rigtig varm om sommeren, hvor temperaturen nemt når op på de 35-40 grader og 30 grader om natten, som ofte kan virke ulideligt, hvis man skal gå rundt og opleve byen. Hav derfor dette med i dine overvejelser og planlægning, hvis du ønsker at undgå sådanne temperaturer.
Herunder kommer vi med de bedste forslag til, hvad du kunne opleve på din tur til Hong Kong.

Bedste udsigt over Hong Kong

Jungle

Er du også en af dem, som elsker at se de byer du besøger – oppefra?
Så bør du tage til en af byens nok største attraktioner, som er den storslåede udsigt over Hong Kong fra udsigtspunktet Victoria Peak.
Fra Hong Kong Station vil du kunne følge skilte, som vil føre dig hele vejen op til den gamle sporvogn, Peak Tram, som fragter dig resten af vejen op til toppen.
Ofte vil der dog være lang kø – afhængigt af hvornår du kommer – og derfor vil det også være muligt at hoppe på en taxa, som alligevel vil koste dig det samme op og ned igen.
Ønsker du at se endnu mere, nu du alligevel er her, kan du gå ind i junglen på ruten Peak Circle Walk, som er 3,5 km lang og tager ca. 1,5 time at gennemføre.

Verdens største siddende buddha

Buddha

Ønsker du at bevæge dig lidt ud af byen, bør du besøge Tian Tan buddhaen, som sidder på øen Lantau. Denne kæmpe bronzestatue er verdens største siddende buddha, og kan ses fra flere kilometers afstand.
Du kan både komme op til buddhaen ved at gå eller via svævebanen Ngong Ping 360, som starter helt nede ved metrostationen på Lantau Island.
Uanset hvad du vælger, vil det være en oplevelse værd!

Oplev byen fra havet

En af Hong Kongs store turistattraktioner er ligeledes at opleve byen fra havet, som forbinder øen og den del af Hong Kong, som der er forbundet med fastlands Kina.
Færgen finder du ved Hong kong Central Pier nr. 7, billetten koster sølle 2,7 HKD i hverdage og 3,7 HKD i weekender, og efter turen vil du ankomme til området Tsim Sha Tsui, hvor du bl.a. vil støde på Avenue of Stars, som er byens udgave af Hollywoods Walk Of Fame.
Desuden kan du hver aften her opleve A Symphony of Lights, hvor Hong Kongs skyline lyser op i takt med musik, der udføres af byens symfoniorkester.

God tur!