Julemand i Tyskland

Besøg Hamborg i december og oplev julemagien

af Redaktionen
5. november 2019
Kommentarer 0

Kan du trække en weekend ud af kalenderen i december (måske har du sabbatår eller fri fra studiet?), og elsker du jul? Så skal du besøge Hamborg, som er den ottende største by i Europa, og i dag bliver kaldt for det nye Berlin.
Byen er især speciel i november og december måned, hvor over 30 julemarkeder er fordelt ud over byen og skaber den hyggeligste julestemning.

Det nye Berlin

Hamborg

Lige som Berlin er Hamborg nemlig både nem at komme til med enten bil, tog eller fly, og herudover rummer den også et væld af forskelligartede områder og oplevelser, som gør dit ophold til en helt speciel oplevelse.
En anden god ting er også, at byen er overskuelig uden at være for stor at finde og begive sig rundt i, da den kun rummer cirka to millioner indbyggere. Og netop derfor gør det den perfekt til en weekendtur på et par dage.

Hamborgs bedste julemarkeder

Julemarked

Hamborgs mange julemarkeder bliver hvert år besøgt af omkring seks millioner fra slutningen af november og frem til jul. Nogle er bedre end andre, og derfor vil vi kort nævne de bedste at besøge, når du er i Hamborg.
Det største marked er 20 år gammelt, og er placeret på pladsen ”Rathausmarkt”. Her sælges der alt fra økologisk glühwein til kunsthåndværk. Markedet er så stort, at det er delt op i temagader for overskuelighedens skyld.
Tæt på julemarkedet på rådhuspladsen ligger søen Alster og nær denne, på vejen Jungernstieg, ligger der også et mindre julemarked, som kaldes Weisser Zauber.
Derudover findes der også byens ældste julemarked, som er mere end 100 år gammelt. Dette marked er placeret ved kirken St. Michaelis og varer, modsat til de andre, kun én weekend, som er den første søndag i advent. Her findes flere end 100 små stande, som enten er placeret i kirkens krypt, i sognehuset eller i fine udendørs træhuse på kirkepladsen.
Og så er det lille marked Winter Pride også værd at besøge. Julemarkedet er placeret i den charmerende bydel St. Georg, som ligger bag banegården, og her handler det om at støtte et godt formål, da markedet er arrangeret af pride-mennesker, som hvert år indsamler penge til klubber og foreninger for homoseksuelle.

Shopping med julestemning

Ud over julemarkeder er Hamborg også fint pyntet op, hvilket giver en helt speciel julestemning i byen. Især på den smukke og shoppingvenlige boulevard Jungerfernstieg hænger der fin julepynt alle steder.
Ønsker du at shoppe, er det vigtigt at kende til trekanten for shopping, som er placeret mellem Neuer Wall, Fuhlentwiete og Jungfernstieg. Her vil du både se de store og kendte modehuse som Louis Vuitton, Georgio Armani og Valentino, men også mindre kendte (og ikke nær så dyre) forretninger.
Husk at holde et stop på Alster-Pavilionen, hvor du kan nyde udsigten over byens store og smukke Alster-søer. Langs disse søer ligger restauranter og caféer placeret, og er du rigtig frisk, kan du tage gåturen rundt om dem, som varer cirka tre timer. En bådtur er dog også en mulighed, hvis du ønsker at se omgivelserne uden at gå en evighed.

De fleste danskere tænker automatisk på Oktoberfest eller Berlin, hvis turen går til Tyskland, men faktisk er der mange gode grunde til at tage til Hamborg – og især i julen.
God tur!