Synes du også somme tider, at det kan være svært at få tilværelsen til at hænge sammen rent økonomisk, når du er ung og måske også studerende på SU?
Så er boligstøtte virkelig værd at få søgt, hvis du ikke allerede har gjort det. For selv om det måske ikke er et kæmpe beløb, så kan det bidrage til at skabe bare en smule mere luft i dit budget, end der måske er på nuværende tidspunkt.
Bliv klogere i indlægget nedenfor.
Hvad er boligstøtte egentlig?
Boligstøtte er et skattefrit bidrag fra det offentlige, som nogle lejere kan få som en hjælp til deres husleje.
Boligstøtte dækker langt fra hele huslejen, men er blot et bidrag, som betyder, at du stadig skal betale et mindstebeløb af din husleje.
Bidraget kan langt fra modtages af alle, da der findes nogle specifikke forhold, som afgør hvorvidt og hvor meget, det er muligt at modtage i boligstøtte.
Hvornår er det muligt at søge om boligstøtte?
For at det er muligt for dig at søge boligstøtte, skal du være lejer af en helårsbolig med eget køkken.
Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, hvis I bor flere sammen, at kun én person kan få boligstøtte.
Har du indgået en lejekontrakt med dine forældre ved et forældrekøb, er det stadig muligt at søge boligstøtte. Desuden kan du også søge støtten, hvis du bor i en fremlejet bolig, eller hvis du er førtidspensionist og bor i en ejer- eller andelsbolig.
Hvordan beregnes boligstøtte?
Boligstøtten bliver som tidligere nævnt beregnet ud fra flere forskellige forhold som fx huslejen, størrelsen på boligen og antallet af beboere samt deres årlige indkomst.
Indkomsten har betydning for fastlæggelsen af boligstøtten og her indgår bl.a. løn, positiv kapitalindkomst, SU og indtægt ved selvstændig virksomhed.
Har du en opsparing stående, vil der også være risiko for, at denne vil kunne påvirke din boligstøtte, da denne lægges oven i din årlige indkomst, hvis den overstiger et bestemt beløb.
Er din bolig større end 65 m2, er du berettiget til en mindre boligstøtte, som stiger for hver gang, der kan lægges 20 m2 ekstra oven i.
Sådan søger du boligstøtte
Ønsker du at søge boligstøtte, kan du gøre det digitalt på borger.dk/boligstoette.
Her logger du på med dit NemID, og herefter vil du blive bedt om at oplyse diverse oplysninger, som skal danne grundlag for din boligstøttes ansøgning.
Du kan få din boligstøtte udbetalt på to forskellige måder: Enten ved at få den udbetalt direkte til dig selv eller også ved at få den udbetalt til dit boligselskab, som så vil fraregne den fra din månedlige leje.