Det kan være en jungle at finde frem til den rette uddannelse. Udvalget af uddannelser er stort, og selv inden for én karrierevej er der også et bredt udvalg. Valget af uddannelse handler derfor i høj grad om at finde ud af, hvad man gerne vil arbejde med:
Vil du arbejde med hænderne, kan en håndværkeruddannelse være vejen for dig.
Vil du arbejde med computere, skal du finde ud af, om det er software eller hardware, du synes er spændende at arbejde med.
Vil du arbejde med mennesker, kan sundhedssektoren være interessant for dig. Denne vej er for dig, der vil arbejde med pleje. En anden måde at arbejde med mennesker er i en HR afdeling.
Hvad laver en HR afdeling?
Arbejdet med HR – eller Human Resources – handler i høj grad om udvikling af medarbejderne og personalepleje. Medarbejderudvikling handler både om personlig og faglig udvikling. Ofte hænger disse to også sammen, da man som person vil udvikle sig i takt med, at man også udvikles i sin stilling og bliver mødt af nye udfordringer.
Derudover har HR afdelingen også styr på juraen i forbindelse med et ansættelsesforhold. Dette gælder både inden for ansættelsesret, overenskomst, fratrædelsesregler, konkurrenceklausuler samt øvrig personalejura.
HR afdelingen beskæftiger sig altså med alt, hvad der vedrører medarbejderne i en virksomhed, og derfor vil man som HR-medarbejder også opleve en spændende og afvekslende hverdag, hvor omdrejningspunktet er andre mennesker.
I mindre virksomheder vil man typisk have flere ansvarsområder – og måske vil man komme hele spektret rundt. I større virksomheder vil man i stedet opleve, at man vil have et mere specialiseret fokus, og derfor arbejder med eksempelvis medarbejderudvikling som eneste område.
Sæt HR i system med et HR system
For HR-medarbejderen er det vigtigt at have et overblik over medarbejderne og forholdene for den enkelte medarbejder. Uden et overblik er det svært at sende medarbejderne på de rette efteruddannelser og kurser.
For at bevare overblikket, anvender langt de fleste virksomheder i dag et HR system. Et HR system består af en medarbejderdatabase, hvor vigtig information om medarbejderen gemmes. Her vil der typisk være information om ansættelsesforholdet, ansættelseskontrakten, kompetencer og ansvarsområder.
Et HR system giver altså et hurtigt overblik over den enkelte medarbejder, og ud fra dette vil du som HR medarbejder vide, hvilke faglige kompetencer, der med fordel kan styrkes i forhold til medarbejderens ansvarsområder og arbejdsopgaver.
Hvorfor vælge en karriere inden for HR?
Der er mange gode grunde til at gøre karriere inden for HR. Først og fremmest skal du have lyst til at arbejde med mennesker, men det er langt fra nok. Sidder du til en jobsamtale og fortæller, at du søger jobbet, fordi du gerne vil arbejde med mennesker, skal du ikke regne med at få jobbet. Der skal mere til end det.
HR afdelingens rolle er at skabe forretningsmæssige resultater i virksomheden. Derfor hører man ofte udtrykket ”Forretningsdrevet HR”. Derfor skal HR medarbejderne arbejde for at opnå virksomhedens mål og styrke virksomheden. Virksomhedens bedste ressource er medarbejderne – og det er dem, der skal klædes på til at kunne opnå virksomhedens mål.
HR afdelingen er i dag en vigtig sparringspartner for ledelsen, hvor der arbejdes strategisk med virksomhedens mål.
Der er mange veje ind i en HR afdeling. Du kan få et overblik over dine uddannelsesmuligheder på ug.dk. Er du i tvivl eller har du behov for sparring, så tag fat i din studievejleder – studievejlederen kan hjælpe dig med at finde frem til den uddannelse, der passer bedst til dine ønsker.