Har du ikke karaktergennemsnittet til at søge ind på din drømmeuddannelse, og ønsker du at blive bedømt på andet end blot dine karakterer, når du søger ind til marts? Så er det en god idé at søge ind via Kvote 2, som kræver, at du har en motiveret ansøgning, der virkelig formår at sælge dig, din motivation samt grunden til, hvorfor netop DU skal optages på uddannelsen.
Læs med her og find ud af hvordan den gode Kvote 2-ansøgning skal udarbejdes for at øge chancen for, at du kommer ind på din uddannelse.
Hvad er en Kvote 2-ansøgning egentlig?
Forskellen på Kvote 1 og -2 er, at Kvote 1 er det man søger, når man har karaktergennemsnittet til at søge ind på en uddannelse, og faktisk kun skal aflevere sine karakterer ved ansøgning til uddannelsen. Kvote 2 er derimod det, man søger, når man IKKE har gode nok karakterer til at komme ind på studiet, og i stedet ønsker at blive vurderet på sin erfaringsmæssige baggrund. Dette gælder bl.a. erhvervserfaring, studieegnethed og motivation.
En Kvote 2-ansøgning er derfor en 1-2 siders beskrivelse, der forklarer, hvorfor du ønsker at søge ind på dit valgte studie, og hvad du præcis kan bidrage med på studiet.
Kun ca. 30 procent af ansøgerne der søger ind via Kvote 2, kommer ind på deres drømmestudie, og netop derfor er det vigtigt, at du tager dig god tid til at skrive ansøgningen, så den kommer til at sidde lige i skabet.
Har du styr på hvad din ansøgning skal indeholde?
Før du går i gang med at skrive din Kvote 2-ansøgning, er der en masse overvejelser og forarbejde, der skal gøres. Mange som søger ind tror nemlig, helt fejlagtigt, at alle Kvote 2-ansøgninger kan skrives på samme måde og at alle universiteter på samme tid, også har de samme krav til ansøgningen.
Dette er dog en stor fejl, da det varierer meget fra uddannelse til uddannelse.
For det første er der stor forskel på, hvor lang ansøgningen må være, mens der samtidigt også er meget forskelligt fokus på, hvilke kompetencer der er vigtige at fremhæve i ansøgningen.
Derfor kan det altså være en god idé at starte med at overveje, om du har styr på vurderingskriterierne, om du ved hvad uddannelsen går ud på, og hvilke regler der gælder i forhold til en motiveret ansøgning.
Først når du har styr på disse spørgsmål, er du klar til at gå i gang med skriveriet.
Sådan skriver du din Kvote 2-ansøgning
Når du skal i gang med at skrive din ansøgning, er det vigtigt, at du husker på, at der ikke findes en rigtig eller forkert måde at skrive en motiveret ansøgning på. Det kan gøres på tusind forskellige måder!
I bund og grund handler det om, at du kan finde ud af at skille dig ud fra den store mængde af ansøgere.
Start eventuelt med at brainstorme lidt over ansøgningen: Hvad vil du bruge uddannelsen til, hvad er din motivation for at tage den, hvilke erfaringer kan du fremhæve, hvordan kan du forbinde din erfaring til uddannelsen?
Husk at få vist at du virkelig brænder for at gå på den uddannelse, som du søger ind på. Derfor skal du også huske at få med, hvorfor netop DU passer godt ind på uddannelsen.
Dog er det vigtigt at være klar over, at du ikke kun har dig selv i fokus, men lige så meget uddannelsen, og hvad du kan bidrage med til den.
Det allervigtigste ved ansøgningen er, at du får målrettet den til uddannelsen, som du søger. Det går nemlig ikke, at du laver den samme ansøgning til alle de studier, som du sender ud til, da det vil virke for overfladisk, og på samme tid vil der komme til at mangle motivation til netop den uddannelse, som du har kontaktet.
Når du har skrevet din ansøgning, er det vigtigt, at du kigger den igennem flere gange for stavefejl, kommafejl og grammatik.
Eventuelt kan du også få en nær ven eller dine forældre til at læse den og give feedback, inden du sender den afsted.
Husk dokumentation
Efter at du er blevet færdig med selve ansøgningen, er det vigtigt, at du har styr på dokumentationen for det, som du skriver om, at du har lavet i din ansøgning.
Størstedelen vælger at tilføje et tilhørende CV, da dette giver et overskueligt overblik over ens erfaringer. Dog er det også en der idé at få din chef til at skrive en anbefaling om dig eller gøre brug af din arbejdsgivererklæring, som eksempelvis beviser, at du har arbejdet fuldtid, hvis det er noget, som du gerne vil vurderes på.
Derudover kan du også med fordel uploade eventuelle diplomer, hvis du har deltaget på kurser eller har andre relevante erfaringer.
Og så er det ellers bare med at få din ansøgning sendt afsted og krydse fingre for at den var god nok til at du kommer ind på drømmestudiet.
Held og lykke med det!
Vigtige datoer for ansøgningsfrister
Ansøgningsfrist for Kvote 2:
15. marts 2020 kl. 12:00
Ansøgningsfrist for Kvote 1:
5. juli 2020 kl. 12:00
Svar på ansøgninger:
28. juli 2020
Frist for accept af studieplads:
1. august 2020