At finde nyt job kan være en lang og hård proces. Det gælder, hvad end du er nyuddannet og skal til at have dit første fuldtidsarbejde, eller du allerede har været på arbejdsmarkedet i noget tid, og nu står overfor at skulle finde nyt arbejde.
Jobsøgningen kræver nemlig masser af disciplin, gå på mod og en god jobsøgningsplan. Uanset om du lige er blevet færdiguddannet og skal til at finde dit første job, eller du bare gerne vil have hjælp til at lande dit næste job, får du herunder gode råd, der kan hjælpe dig med at få succes med din jobsøgning.
Læg en strategi og plan for din jobsøgning
Jobsøgning kan være en uoverskuelig proces. Derfor er det også vigtigt, at du gør den mere overskuelig ved at lægge en klar strategi eller plan for, hvordan du vil gribe jobsøgningen an.
Læg en strategi for, hvilke jobportaler du vil bruge til at finde nye jobs og læg en plan for, hvornår og hvordan du vil skrive ansøgninger til de forskellige virksomheder og arbejdsgivere.
Når du har en klar strategi og plan for, hvornår og hvordan du søger jobs, kan du skabe en større struktur over din jobsøgning. En god plan kan desuden være med til at gøre jobsøgningen til en vane, der sikrer, at du får søgt relevante jobs hver dag eller hver uge.
Hold motivationen oppe
At være ledig kan være rigtig hårdt, og det kan være svært at holde motivationen oppe, når man får afslag efter afslag. Derfor er det også en god idé at have nogle faste rammer for, hvornår du søger jobs, og hvornår du holder fri.
Når du så har fri, er det vigtigt, at du laver noget, som du kan lide, og som giver dig energi. Kender du andre, som står i samme situation og skal søge nyt job, kan det også være en mulighed at sparre med dem. Dette kan være med til at hjælpe dig med at holde motivationen oppe i en hård jobsøgningsproces.
Hav styr på dine kompetencer
Når du skal søge hos forskellige virksomheder og arbejdsgivere er det vigtigt, at du er afklaret omkring, hvilke kompetencer du kan byde ind med. Brug noget tid på at overveje dine styrker og svagheder og skriv ned, hvad dine kernekompetencer er, og hvilke områder du ønsker at blive bedre til.
Når du søger job, er det en god idé at fremhæve dine stærkeste kompetencer, som er relevante i forhold til det job du søger. Dette gælder både i jobansøgningen, i dit CV og til jobsamtalen.
Dine kompetencer giver nemlig din kommende arbejdsgiver et bedre billede af din faglige profil, og hvordan du kan bidrage til at skabe mere værdi for virksomheden.
Brug viden om din DISC profil i jobsøgningen
Mange virksomheder og arbejdsgivere benytter analyser og tests som for eksempel DISC profiler i forbindelse med rekrutteringen. En DISC profil er et analyseværktøj, der fortæller noget om en persons adfærd, motivation og styrker, samt hvilke andre persontyper vedkommende vil kunne arbejde godt sammen med.
Dette kan arbejdsgiveren bruge til at finde frem til den rette kandidat til at varetage arbejdsopgaver og indgå i de forskellige teams, som stillingen kræver. Du kan dog også selv benytte en DISC profil til at få større indsigt i din egen adfærd i bestemte situationer.
Med DISC profilen vil du blive mere bevidst om dine styrker og udviklingsområder, samt hvad der motiverer dig. Denne viden kan du bruge til at blive klogere på, hvilke arbejdsopgaver du trives med og dermed hvilke jobs du skal søge.
Du kan også bruge din viden om din DISC profil til at tydeliggøre i din jobansøgning, hvilke områder der særligt motiverer dig, og beskrive hvordan dette kommer til udtryk.
Brug dine sociale medier
Når du skal søge job, er det en god idé at bruge de sociale medier til at gøre dit netværk og kommende arbejdsgivere opmærksomme på, at du er jobsøgende og ønsker nyt arbejde.
Rigtig mange oplever at få job igennem blandt andet LinkedIn, og det kan derfor være en god idé at udnytte de muligheder der er her for at nå ud til en kommende arbejdsgiver.
Sørg derfor for at optimere din LinkedIn-profil med alle dine faglige kompetencer og kvalifikationer og læg en plan for, hvordan du vil gøre opmærksom på, at du er åben overfor nyt arbejde.
Da din kommende arbejdsgiver sandsynligvis vil Google dig inden en eventuel samtale, er det desuden en god idé at sikre, at dine andre sociale medier ser præsentable og professionelle ud.